Odsherred
Provstiudvalg
Odsherred provstiudvalg er et demokratisk organ, der består af fire valgte lægmedlemmer, en valgt præsterepræsentant og provsten. Medlemmerne vælges af menighedsrådene og der er valg hvert fjerde år.
Provstiudvalget fastsætter de økonomiske rammer for menighedsrådene gennem en rammebevilling til kirkekassernes drift, projekter og anlæg.
I forbindelse med budgetlægningen afholdes der et budgetsamråd og et offentligt budgetmøde med provstiudvalget og menighedsrådene.
Udvalget skal godkende menighedsrådenes budgetter og regnskaber.
Provstiudvalget er tilsynsmyndighed for menighedsrådene. Provstiudvalget skal godkende menighedsrådenes vedtægter for brug af kirkegård, kirke og evt. sognegård.
Provstiudvalget er godkendende myndighed i visse byggesager og skal godkende og videresende andre byggesager til stiftsøvrighedens behandling og endelige godkendelse.
Provstiudvalgets målsætning
Overordnede mål for hele valgperioden 2025 – 2029
· At understøtte provstiets udvikling i relation til befolkningsgrundlag af fastboende og landliggere -
og det deraf følgende behov for folkekirkens tilstedeværelse.
· At sikre transparens for de økonomiske forhold i provstiet.
· At bistå menighedsråd, medarbejdere og præster for at fremme trivsel og gode arbejdsvilkår.
· At balancere låneprocenten økonomisk forsvarligt og bevare kirkeskatteprocenten på 0,98.
Særlige indsatsområder i 2025 – 2026
· Særligt fokus bygningsmæssigt på etablering af faciliteter i Nr. Asmindrup sogn.
· Fortsat fokus på kirkegården som arbejdsplads med fælles kurser og foredrag for
kirkegårdenes medarbejdere og provstiets menighedsråd.
· Fortsat tilkøb af fast HR-bistand fra Holbæk og Lejre provsti om fast HR-bistand.
· Facilitering af fælles kalendersystem for alle provstiets sogne for bedre koordinering og
annoncering af kirkelivet i Odsherred og støtte til GDPR-sikret kommunikation
· Etablering af fælles kordegnefunktion i provstiet.
På billedet ses medlemmerne af provstiudvalget:
Fra venstre ses Formand Flemming Petersen (Nykøbing Sj.), præsterepræsentant Louise Buch Jensen (Højby), provst Karin Bundgaard Nielsen, næstformand Jørgen Revsbech (Odden), Inge-Lise Christensen (Vallekilde-Hørve) og Henrik Danielsen (Egebjerg).
Henrik Danielsen er også medlem af Stiftsrådet i Roskilde Stift